Pia Olsen Dyhr

På baggrund af de seneste afsløringer af hvad der foregår i Panama og hvordan borgerne bliver snydt for milliarder af skattekroner, har SF fremsat en række forslag. Vi håber andre partier vil bakke op. For skattesnyd skal stoppes nu.

1. Afkast af aktiver placeret i udlandet som man har reel råderet over skal beskattes i Danmark (hvis man er skattepligtig i Danmark) – krav om afståelsesdokumentet.

Kernen i Panamasvindlen er, at man placerer en formue i et selskab i Panama, og lader som om man frasiger sig formuen. Dermed frigør man sig for skattepligt af afkast mv. Men det er (i en række tilfælde) svindel, fordi der eksisterer et hemmeligt papir – en fuldmagt - der sikrer, at man har råderet over formuen alligevel.

Derfor skal skattelovgivningen ændres, så man beskattes af afkast af formue i udlandet medmindre man positivt har udfærdiget et afståelsesdokument, hvor man frasiger sig råderetten over formuen for tid og evighed, registreret dette dokument hos SKAT og hos myndighederne i det land, man placerer formuen. Af dokumentet skal fremgå, at det annullerer retsgyldigheden af alle eksisterende og fremtidige (hemmelige) dokumenter hvorefter man alligevel har råderet over hele eller en del af formuen. Det er endvidere en forudsætning, at dette dokumentet er retsgyldigt i placeringslandet.

2. Gennemgang af alle dokumenter og sager med henblik på beskatning og straf

SKAT tilføres 20 årsværk med henblik på at gennem alle for Danmark relevante dokumenter i sagen hurtigst muligt.

3. Strengere straffe for skatteunddragelse – omvendt frit lejde

Der er al mulig grund til at tro, at netop for økonomisk kriminalitet virker strengere straffe. Skatteunddragelse fx sker jo med hjælp af højt betalte rådgivere, der uden tvivl også orienterer om risikoen for at blive opdaget og straffen i så fald. Derfor forslår SF at ved skatteunddragelse af denne type fordobles straffen fra 1. januar 2017 og muligheden for at bruge fængsel forøges.

Det vil give skattesnydere et incitament til at melde sig selv i løbet af året, så de omfattes af de nuværende milde straffebestemmelser. Det virker dermed ligesom et tidsbegrænset frit lejde, men uden at man skal give straffrihed eller –reduktion til skattesnydere, der jo ikke fortjener det.

4. Boykot af banker, revisorer og andre rådgivere der aktivt bidrager til unddragelse

Det offentlige ophører med at gøre forretninger med banker, revisorfirmaer og andre, der deltager i skattesvindel og systematisk skatterådgivning. Man kan ikke både arbejde for vores skattekroner og imod vores skattebetaling.

Et firma kan slippe for boykotten, hvis det lover bod og bedring, og forpligter sig juridisk bindende til, hvis det viser sig at de alligevel fortsætter, at indbetale et beløb svarende til det akkumulerede, formodede skattetab til et nærmere aftalt velgørende formål.

5. Fuld skrue på det internationale samarbejde mod skattely og krav om fuld informationspligt

Der er heldigvis bevægelse i retning af et stærkere internationalt samarbejde mod skattetænkning, herunder et krav om fuld informationspligt landene imellem. Det sidste skal ske automatisk – fremfor kun efter anmodning – og det skal være et krav, at alle relevante oplysninger registreres – herunder fx svindelfuldmagterne fra Panamasagen.

Danmark skal arbejde for, at der ikke lægges fingre imellem. Der skal anvendes alle former for økonomiske sanktioner mod lande, der snylter på verdenssamfundet ved ikke at være med. Og det kan kun gå for langsomt.

Husk at SF Faxe også er på facebook